1. At der er fri bevisbyrde i dansk skatteret
2. At skatteyderens fakta-forklaringer, der er mere end 50 % sandsynlige, skal accepteres af SKAT
3. At SKAT skal sørge for, at bevisbyrdereglerne administreres ens
4. At SKAT ikke må bruge intetsigende paradigmebegrundelser
5. At SKAT skal have bevisbyrden, hvis forhøjelsen er velfærdstruende for skatteyderen

 

Hovedparten af de forhøjelser SKAT foretager skyldes ikke, at skatteyderen har selvangivet forkert, men fordi han kommer i bevisnød.

I teorien er bevisbyrden fri, og skatteyderen er kun underlagt almindelige bevisbyrderegler – altså en almindelig sandsynlighedsvurdering. Er skatteyderens fakta-forklaringer mere end 50 % sandsynlige, skal skatteyderen have medhold.

Men dette fornuftige udgangspunkt er blevet fuldstændig undermineret i praksis. Domstolene og Landsskatteretten har indtaget det aggressive standpunkt, at hvis der er fakta-usikkerhed, kan alle fakta-scenarier, der er teoretiske mulige, frit vælges af skattemyndighederne – uanset hvor usandsynlige de er?

Antagelsen er sandsynligvis den, at fakta-usikkerheden kan bebrejdes skatteyderen, hvorfor skatteyderen må bære den fulde burde heraf -uanset hvor usandsynligt resultatet bliver.

Dertil kommer, at SKAT ofte nægter at anerkende, at bevisbyrden er fri. Skattemyndighederne nægter ofte fradrag for udgifter med henvisning til, at grundbilaget ikke opfylder alle formaliakravene i bogføringsloven – selvom det via kontoudtog mv. er åbenbart, at der er afholdt fradragsberettigede udgifter.

Yderligere har vi det problem, at bevisbyrdereglerne ikke administreres ens.

Lad os antager, at Peter driver virksomhed via anpartsselskab. Selskabet har en omsætning på 10 mio.kr.

Desværre er der sket det uheldige, at Peter har mistet alle sine udgiftsbilag i forbindelse med en flytning.

Nu kommer Skattestyrelsen og anmoder om alle udgiftsbilagene – og Peter må forklare, at han har mistet bilagene.

Nu har skattemyndighederne to muligheder. Hvis man er flink, vil man skønne over udgifterne. På baggrund af bogføringen, kontoudtog fra banken, branchekendskab og tidligere års regnskaber skønner man måske de fradragsberettigede udgifter til 8 mio.kr. Hvis det svare til det selvangivne, sker der ingen skatteforhøjelse.

Hvis skattemyndighederne er hårde, kan man imidlertid nægte fradrag for samtlige udgifter med henvisning til, at der ikke er eksterne bilag, der opfylder formalia-kravene i bogføringsloven.

Selskabet bliver nu beskattet af hele omsætningen på 10. mio.kr. Bagefter kan skattemyndighederne beskatte Peter af samtlige hævninger, der er foretaget på selskabets bankkonto med henvisning til, at der ikke er eksterne bilag, der dokumentere, at udgifterne vedrører selskabet, hvorfor SKAT har lov til at antage, at det er private hævninger.

Vælger skattemyndighederne den hårde løsning, vil selskabet og Peter med stor sandsynlighed gå konkurs.

Hvis Peter og hans selskab har fået den hårde tur, må det være ekstra bittert at vide, at skattemyndighederne kunne have valgt en anden løsning, der var meget mildere – og stadig 100 % korrekt.

Og hvis Peter spørger sagsbehandleren, hvorfor han fik den hårde tur – når andre i en tilsvarende situation har fået den milde tur, er svaret blot – ”klag hvis du er utilfreds”.

Det får Peter desværre ikke meget ud af, da klageinstanserne og domstolene vil give Skattemyndighederne medhold.

Kan vi leve med, at der sagsbehandlerens præference for resultatet, der bestemmer hvordan bevisbyrdereglerne skal forvaltes?

Navnlig når forhøjelserne er så store, at det er velfærdstruende for skatteborgeren, bør man forlange ekstra forsigtighed af skattemyndighederne.

Problemet er også, at skattemyndighederne begrundelse ofte er intetsigende paradigmebegrundelser.